Livet går ikke altid som man drømmer om !!!

Mandag den 17 marts 2014 kørte vi til Faxe Dyrehospital med Mille. Hendes ene korsbånd var revet delvis over. Det skete en dag hvor hun ville hoppe op i bilen som hun plejer. En kold hund som yder en præstation kan pludselig lave fatale skader. Set i bakspejlet bør man nok altid overveje at løfte sine hunde især når de bliver lidt ældre. Men den dag blev hun i hvert fald opereret og det hele gik super fint. Hun gik selv ud i bilen efter operationen og var helt normal og frisk der efter. De mange uger hvor vi skulle holde hende i snor og kun lufte hende 5 minutter ad gangen var ualmindelig svært. Mille er så mega sej og viste på ingen måde svaghed. Ikke overfor os i hvert fald. Men det at føre hunden i vores flok var skadet og i den grad gjorde noget vi ikke med det blotte øje kunne se. Nemlig at Mocca fornemmede svaghed hos hendes kronede dronning. Alfahunden Mille. Alt gik normalt i en tid.

Tirsdag den 8 april ligger pigerne i sofaen i stuen og nyder nogle politi stave. Ikke nogle ben de normalt gider og heller ikke den store interesse denne dag. Det var nogle vareprøver jeg havde fra shoppen og de var faktisk ret kedelige. Mine piger får jo altid luksus tyre energi stænger og hvorfor så nøjes med en naturlig politi stav.

De spiser dem ikke og hygger lidt og leger lidt med dem. Vores hunde spiser altid ben mens vi er der. Vi kunne aldrig finde på at lade dem være alene med ben eller have ben rundt i huset. Det har vi aldrig gjort i de 5½ år de to piger har levet sammen. Vi er godt lært op af vores egen opdrætter og bitter erfaring fra mange andre hundeejer. Det går altid galt en dag.

Den dag kom så for os. Det ringer på døren. Det ene ben ligger skjult i vores hunde seng med fåreskindet. Det andet tager jeg med og lægger væk.

Vi åbner for gæsten. Det er en af mine wellness kunder. Han sidder på kontoret og nusser med den ene hund. Den anden, vi ved ikke hvem. Kommer pludselig ind på kontoret med benet i munden. Stolt og vil vise det frem. Som hunde nu gør. Den som er ved at blive nusset beslutter sig for at det ben vil hun også vise frem og de går lige i flæsket på hinanden. Mere råd og skrig - ingen kommer noget til. Kun vores blodtryk steg og kunden fik også et meget stort chok. Vi smider dem i hver deres kravlegård og efter vores gæst er gået lukker vi dem sammen. Der er ingen problemer. De er som de plejer. Kysser og slikker. Vi tænker ikke mere over det og lever videre dog med den oplevelse i bagagen

Hverdagen går fint og alt er normalt. Lørdag den 19 april har vi nogle hvalpekøber på besøg. De vil gerne vide en masse om racen. De kæler med dem begge som normalt og Mocca er i sofaen og Mille putter rundt og får masser af opmærksomhed. Pludselig ser de en fugl på terrassen og de begge styrter mod døren. Ikke helt normalt som de plejer. De mundhugger lidt og vi lukker dem hurtigt ud. De forsatte ved hækken men stoppede da vi råbte dem an. Da de kom tilbage til stuen gik de lige i hovedet på hinanden. Ingen skade men hold da op en ballade. Bagefter havde vi dem adskilt i en uge. Vi talte med adfærds behandler og dyrlæge. Vi besluttede at vi ikke kunne undvære nogen af dem og gik hårdt igang med at træne dem ved at vise hvem der var leder. Mille skulle åbenbart styrkes i hendes lederskab. Som alfatæve. Mocca forsøgte vi at forstå at hun stadig var under Mille i hiakiet. Vi satte dem sammen igen og der var ro. Det blev så meget ro at de igen kyssede hinanden og lå i ske. Vi fik dem med i sengen og rejste på ferie i Spanien. Igen der nede var der ingen problemer. De sov sammen. Spiste sammen og alt var idyl.

De eneste der var mærket var os. Vi var utrygge og havde det lidt skidt med de to episoder. Set i lyset af 5½ år uden så meget som et knur eller udfald. Aldrig nogensinde har de været på kant af hinanden. Mille har udført sit lederskab uden nogen former for dominans på den dårlige måde. Hun har stillet sig over Mocca når hun lå på gulvet. En fornuftig og ufarlig måde at vise hvem der bestemmer. Mocca har aldrig nogensinde udfordret Milles lederskab.

Den 20 juli 2014 gik det desværre galt igen. Den 3 gang. Denne gang lå de i sengen og hyggede sig. Jeg lå og sov ved siden af. Jeg hørte godt i der fjerne at de lå og legede. Som de har gjort en million gang før. De sloges for sjov.. Puttede og bed hinanden i benene. Hyggede og slikkede øre. Pludselig var det ikke leg mere og de gik lige i flæsket på hinanden. Jeg fløj op og gik imellem. Nok ikke den smarteste tanke jeg har haft længe men jeg elsker mine piger i sådan en grad at jeg ikke ønsker dem skade og er lige glad om der sker mig noget.

Den ene, tror det var Mocca kom til at ramme mig og mit ben sprøjtede ud med blod. Hun fik vist fat i en åre og jeg lover dig hvidt senge tøj bliver flot rødt når man bader det i blod. Heldigvis ikke store skader på pigerne. Et bid i Moccas øre som blev til et blodøre som skulle tømmes hos dyrlægen og ellers intet. Kun på deres forhold. Det var den værste skade.

Vi fik dem til at gå sammen efter denne episode igen men hver gang der kom nogen eller der skulle være gæster så skulle de være adskilt. Der måtte ikke ske noget uventet eller en energi udløsning uden at de var hver for sig. De kunne sagtens gå sammen men de var ikke længere veninder og sjæle partner som før. Man kunne klart mærke at sagen ikke var afgjort. Der lå hele tiden noget og lurede. De var i haven hver for sig. Til ærgrelse og besvær for os. En hund ude af gangen. Når de spiste var det i hver deres kravlegård. Når der kom nogen var de fremme hver for sig. Hele tiden skulle vi tænke over hvad vores næste skridt var. Det var ikke den harmoni og lykke vi havde været så længe i.

Vi har talt med vores dyrlæger. Vi har forsøgt alt.

Det liv vi fik efter den 3 gang var ikke det liv vi synes vi selv kunne leve og ikke mindst det liv vi ville byde vores piger. Et liv med noget af tiden afskåret fra flokken og vente på det blev tid til ene tid. Nej

Vi ville på ingen måde aflive en af dem. Det elsker vi dem for meget til. Vi turde ikke tænke tanken om at finde et nyt hjem til en af dem. Hvem skulle det være der skulle væk og kunne nogen i verden give en af vores piger det samme luksus liv de havde fået hos os. Mille har været vores stjerne i 8 år og Mocca 5½ år.

En dag, faktisk lørdag den 11 oktober ringede telefonen. En kvinde fortalte at hun havde set vores Purestaffs hjemmeside og vi var de eneste der tog telefonen den dag. Hun havde ringet rundt til flere staff opdrætter. PS: vi tager jo altid telefonen. smil.

Hun var på jagt efter en voksen hund. Til hendes søde veninde som boede på Samsø og som for 2 uger siden havde begravet hendes 12 år elskede han staff dreng. Hun var i stor sorg og ville ikke leve uden en staff ved hendes side. Jeg tænkte ikke på nogle af mine piger men tog imod hendes telefon nummer for at høre mig omkring også ringe ugen efter.

Søndag aften sad jeg og så tv. Med Mille i mit skød. Mocca var i hendes kravlegård. Jeg var alene hjemme og ville ikke tage chancen at de skulle være sammen hvis der skete noget. Vi havde dem kun frie sammen når vi begge var hjemme. Pludselig slog det mig at det måske ikke var en tilfældighed at denne kvinde havde ringet. Jeg tænkte om det måske var en løsning for vores Mille pige. Det viste sig at den skønne kvinde blev overdrevet lykkelig over at høre om Mille og sagde straks ja. Vi aftalte at hun skulle komme den efterfølgende mandag og se hende hjemme hos os. Hun kom fra Samsø med to veninder på besøg. Mille var ellevild med hende. Meget mere vild end hun normalt er for gæster. De løb rundt på græsplænen og Mille gav tonsvis af kys og slik.

Onsdag den 22 oktober. Præcis på dagen hvor hun otte år forinden flyttede ind hos os, flyttede Mille til Samsø. Vi tog færgen og brugte dagen hos Milles nye mor. En kvinde som må være en engel. Den måde hun modtog Mille og hun med glæde strålende øjne bød hende velkommen i hendes smukke hjem på landet var helt unikt. Vores hjerter sprang ud af kroppen i en blanding af glæde og sorg. Det at skulle sige farvel til vores Mille var frygteligt og der er rendt mange liter vand ud af os i ugen op til og her i skrivende stund efter. En smerte som ikke kan beskrives med ord. Men vi ved at Mille får lov til at nyde sin pensionist tilværelse hos en varm og inderlig hundekær kvinde som vil forgude den jord hun betræder. Et liv som helt sikkert bliver lige så godt som det engang var her hos os. Vi gav slip for hendes skyld. Milles skulle ikke dø på grund af de valg vi har truffet. Vi valgte at have to tæver i vores hjem. Vi blev advaret fra dag et af vores gode venner både i Spanien og Michael West som dengang Mille var lille, var en ualmindelig tæt ven. Han havde selv erfaring med staff tæver sammen og sagde at vi skulle vide at det ville være på lånt tid at have piger sammen. Vi beviste at det kunne lade sig gøre. I hvert fald i 5½ år. Vi kunne måske have været hårde ved dem og afrettet dem til at forstå at vi bestemte at de skulle være sammen men sådan er vores hunde opfattelse slet ikke. Dyr skal have gode rammer og være trygge. De skal ikke gå og være nervøse overfor individer i deres flok. Nogle vælger at holde tæver sammen og lader dem tage et slagsmål i ny og næ. Men igen. Sådan er vi ikke. Det at hunde sloges er ikke noget vi vil være vidner til.

Mille forbliver i vores liv. Vi kommer til at besøge hende. Ikke lige nu da hun først skal flytte rigtigt ind og komme sig over os. Vi skal også komme os. Os er nu Mocca, Ofelia og vi to mennesker. Her hjemme er Mocca meget forvirret. Hun synes det hele er mærkeligt. Nu må nu ligge på Milles plads i sengen og hun må være på skødet i bilen. Hun har leget med legetøj indenfor og hun har haft hendes bold for sig selv.

Tror nu gerne hun ville have delt livet med Mille uden denne konflikt for det de havde sammen var så skønt.

Ofelia vores kat, har nu overlevet to hunde. Først Bianca som blev 14 år og nu Mille i otte år. Ofelia savner Mille. Det er tydeligt. Hun søger hende og i går lå hun i hendes seng og puttede.

 

Nå nu ved i hvad der er sket. Vi ville sikre at i fik vished omkring Mille. Hun er jo mor til 14 hvalpe basser. Jeres børn.

Hun er ven til mange af jer. En hund i har mødt og fået både nap og kys af.

Skal i til Samsø så kan det jo være i vil besøge Mille en dag. Vi håber hun får mange år på øen og nyder skov, strand og land.

 

Vi er meget taknemlige over der findes mennesker som Isabel der vil tage en otte år tæve pige til sig og forgude den hver dag. Isabel er nu medlem af vores Purestaff's familie...

Mille flytter ind den 22 oktober 2014 hos Isa på Samsø. Hun vil give vores Mille pige et rigtig godt liv som enehund med ren forkælelse.

Når man lægger fortiden bag sig !!!

Livet igennem bliver man udfordret og det er jo det livet åbenbart går ud på. Det man skal er at navigere sig igennem og lære af både det positive og negative. Det man fylder i sin livs-rygsæk er jo det man bliver formet af. Siden vores 2011 år hvor alt muligt for os gik anderledes end forventet, gik vi med ny energi til 2012 og 2013
Vi havde købt vores drømme hus i 2010. Et nybygget hus på 328m2 - Designet af arkitekt og bygget af en muremester med kærlighed til mursten. Desværre viste det sig at huset var filset med et forkert materiale og filsen faldt af huset i store flager. Vi havde heldigvis tegnet en ejerskifte forsikring og hele huset blev sandblæst og filset på ny. En udgift på langt over en halv million. Godt vi ikke skulle hænge på sådan en sag. Godt vi havde forsikringen i orden. Du kan se på vores billede her hvordan vi levede i flere måneder med håndværker og mega rod og støv. Men det hele blev godt. Huset blev smukt igen og vi fik vores luksus liv tilbage. I de år der er gået har vi udviklet os. Vi har haft et sølvbryllup som vi fejrede i Spanien med vores familie. Vi har travlt med at udleve vores drømme og døgnet har alt for få timer. Vi har gang i vores hvalpe planer for 2014 og planlægger rejser og fester.
De sår man får på sin sjæl igennem livet er alt sammen sår man vælger om man vil dyrke eller pænt lægge i rygsækken og komme videre. Vi lever med dem der vil os og dem som ikke vil os er vi fuldstændig lige glade med. Rigtig mange lever deres liv igennem facebook og efter hvad andre mener de skal og ikke skal. Det gør vi bestemt ikke. Vi er selv herre i vores liv. Det nyder vi. Vi er velsignet med masser af tætte venner som vi nyder at være sammen med og vores staff børne flok vokser og vokser. Nu ser vi kun fremad og vi har masser af planer i vores drejebog for 2014 og frem..

Vores skønne hus blev total renoveret og smukt hvidt blev det efter flere måneders arbejde.

Snart løber år 2011 ud - Heldigvis !!!

Nogen gange får man sku kam til sit hår. Livet viser sig fra en side som man skal have is i maven for at komme igennem. Det har vi ikke. Vi er varme, kærlige og ærlige mennesker. Vi har i den grad haft udfordringer her i 2011. Året starede med jeg blev fyret fra mit arbejde. Et arbejde jeg havde glædet mig til og over siden 2007 Det kom som et chok. Året før havde jeg fået at vide at jeg var elsket og man ikke ville undvære mig. Men nedskæringer og finanskrisen blev også min skæbne. Jeg har siden været inde som vikar på min gamle arbejdsplads hen over året og med et brændende håb om at komme fast tilbage. Det håb er ved at løbe ud som også året er ved at løbe ud.
Vi flyttede sammen med min mor efter hun fik hjertestop i 2009. Vores hus i Køge var for lille til os alle tre plus vores staff piger og katte. Vi købte et nyt hus som vi flyttede til først i 2010. Vi levede i idyl alle tre og min mor nyd livet med vores dyr. Hun var fast hvalpe passer om natten og til hverdag betød hun alt for vores piger når vi var på arbejde. Min mor faldt pludselig og uventet omkuld klokken 4 mandag den 13. juni 2011 - En time med hjertemassage og første hjælp fik hende desværre ikke tilbage til livet. Min mors død var et total chok for mig. Jeg har siden jeg blev født været tæt på min mor. Meget tættere end man normalt er. Hver eneste dag har jeg talt med min mor. Hun var min veninde og bedste mor i verden. De to år vi fik sammen med hende i vores hjem var lykken. Vi havde drømt om tyve år med hende. År hvor vi ville forkæle hende hver eneste dag og give hende kærlighed og respekt som en mor fortjener. Hende som gav mig livet. Nu blev hun taget fra mig og min familie. Her i december måned er det endnu ikke gået helt op for mig at hun er væk. Sorgen er enorm.
I maj måned fløj jeg og Cliff til Spanien med vores staff piger Mille og Mocca. Vi skulle ned og parre Mille med hendes spanske elsker Peacewalker. Min mor var alene hjemme og hun var ellevild af spænding for at skulle have hvalpe igen. Desværre var Mille tom og vi sørgede alle. Emma blev parret i august og gik tom. Mille og Mocca gik næsten samtidig i løbetid i oktober måned og gik begge tomme. Fire tæver i træk har vi mistet hvalpe på. Vi har brugt over hundrede tusinde på disse parringer og fundet de bedste i verden. Nogle gange spiller naturen en et pus og man er som menneske henlagt som tilskuer uden indflydelse. Vi er ærgelige og vi savner hvalpe livet, duften og det at kunne glæde nye ejer med en skøn lille ny hvalp til deres liv. Vi som lever sammen med racen Staffordshire Bull Terrier ved hvor rigt livet bliver med sådan en skøn vuf ved sin side. Heldigvis er de fleste blevet på vores venteliste og det er vi super stolte over. Vi kan love at 2012 ikke bliver lige som dette år. Nu kan det kun gå fremad. Vores planer er store for næste år. Dem sætter vi snarest på vores hjemmeside.
Vi tror på det gode og positive i livet. Vi har helt sikkert lært en masse i år 2011. Vi har fundet ud af hvem der i virkeligheden er vores venner og hvem vi kan regne med når tiden går i stå. Vi har fundet nye venner og samarbejdspartner fra udlandet. Rigtig mange har selv henvendt sig til os fordi de kan se og mærke hvor seriøse vi er og at vi virkelig mener det når vi siger vi vil det bedste for racen. For os selv og for dem omkring os.
2012 bliver vores år. Mere om vores planer kommer snarest..... tak for 2011 !!!

Min mor Marianne Elke Lassen. Hun elskede vores staff piger og vores hvalpe. Hver dag fik de små hvalpe kys og kærlighed. Lige noget de har brug for... Ære være min mors minde.. Vi elsker dig mor...

Finanskrise er sku et dumt ord !!!

Året er ved at gå på hæld og naturen indretter sig til den kommende kolde vinter. Vi skruer op for varmen og trækker havemøblerne ind. Nu kommer tiden som for mange er lig med ensomhed og korte dage.
For os er vinteren en skøn tid. Vinter er lig med jul, hygge og familie. Denne vinter er dog lidt anderledes idet vi jo fortsat lider under vores såkaldte finanskrise.
Jeg havde personligt aldrig troet jeg ville mærke krisen men det skete så alligevel. Jeg blev fyret. For første gang i mit liv måtte jeg underskrive en opsigelse. Ovenikøbet i det firma jeg faktisk rigtig godt kunne lide at være. Der var nedskæringer sidste år og rigtig mange dejlige kollegaer fik prikket. Jeg følte mig utrolig heldig over at slippe. Lønforhandlinger i april og løftet om stop på afskedigelserne især i vores afdeling da vi har alt for travlt og mange opgaver. Igen var jeg bare ovenpå.
Vi købte nyt hus og nye biler. Vi flyttede sammen med min mor og gik i gang med alle planerne for næste år. Året med to kuld hvalpe og trygheden i vi begge havde gode faste stillinger.
September 2010 skulle fra det ene minut til det andet vise dig at lure på en grim overraskelse.
Min opsigelse blev i første omgang taget med et chok. Så kom der stunder med ulykkelighed og forsmåethed. Aflyst af vrede og skuffelse. Nu er jeg helt ovenpå igen. De mister en verdens klasse medarbejder og jeg får mulighed for en ny fremtid.
Finanskrise: Min bare r..... Firmaer bruger det skide ord til at fyre folk så de selv kan tjene flere penge. De kan forsvare alt i finanskrisens navn. Og de gør det.
Heldigvis har jeg en lyst på livet og opgiver aldrig. Jeg har tonsvis af venner og min familie er unik.
Men jeg troede sku ikke det ville ske for mig. Nu forstår jeg sku alle de fortvivlede familier som er ramt af fyringer. Før var det noget jeg læste om og nu er det så også min hverdag.
Men tak for det siger jeg bare. Det viser også at man arbejder på lånt tid. Det man yder i en virksomhed som noget ekstra og det men bibringer bliver ikke værdsat. Man kan undværes.
Jeg kan heldigvis ikke undvære mine hunde. Året 2010 blev året for B kuldet. The Bandits som vi kalder dem. I skrivende stund er de 5½ måned gamle og alle seks ligner verdens stjerner.
Vi har været i Spanien igen og fundet næste super hanhund til vores næste to kuld.
Hos os er der ingen finanskrise. Vi lever.. Vi lever godt... Og vi flyder altid ovenpå.
Kun dem som kikker op på himlen ser stjerneskud...
(okt 2010)

Mig og min mormor for godt og vel 20 år siden

Sjovt som livet viser nye veje !!!

Uha hvor er der sket meget siden august 2009. Vores liv forandre sig hele tiden og vi oplever rigtig meget. Både det positive men bestemt også det negative, onde og lige det man ville ønske man var for uden. Men måske er vores liv indrettet sådan at vi SKAL opleve noget skidt for at se hvor godt vi har det og virkelig få øje for hvem vi er og hvem vi omgåes.
2009 blev et år hvor vi fandt nogle nye venskaber. Nogle som delte vores passion for staffen. I det hele taget nogen som ville samme vej som os og gav os indhold og glæde i livet. Det skulle senere på året vise sig at tingene aldrig er som man tror de er og når noget ser ud til at være for godt til at være sandt så er det sku for godt til at være sandt.
De venner vi gav vores sjæl var den ikke værdig. De er heldig vis ude af vores univers nu og tiden er derefter gået med alle dem som virkelig er i vores liv fordi de elsker og ære os. Heldigvis kommer man sig over de sorger og oplevelser man får på sjælen men det hele efterlader ar som man så må leve med resten af livet.
Oktober måned blev en frygtelig måned for os. Min mor faldt død om i vores hus i Køge og måtte ligge i coma ret længe for så at vågne op til livet igen. Vi valgte at byde hende velkommen i vores hjem og hun flyttede ind på vores adresse i midten af november. Nogen lunde som hun var før hjertestoppet men nu i skrivende stund april kommet sig rigtig godt.
Efteråret gik med den sidste planlægning for det næste kuld super hvalpe vi skulle skabe. Julen og nytåret gik med kærlighed, ømhed og glæde hos familien. En stor og vidunderlig tid på året som vi af hjertet nyder.
Foråret gik med ventetid for den løbetid hvor vi skulle parre vores utrolige prinsesse Mille hunden. Alle ventede spændt og en dag i februar kom der så hul på bylden. Løbetiden var i gang og vi tog endnu engang til Spanien hvor vi var til parring hos en af verdens bedste hanhunde Multi Champion York House Marksman.
2010 bliver året hvor vi får B- Kuldet. Livet med hvalpene de første otte uger af deres liv. Afleverigen til de nøje udvalgte familier som vi har set tonsvis af gange det forgange år. Flytning til vores nye hus i Slagelse. Salg af vores nuværende hus i Køge. Ferie til Spanien og besøg hos vores venner på Kennel Staffgold. Plus ikke at forglemme WDS 2010 i Herning. Verdens udstillingen. Vores kennel Purestaff's har flere til at vise flaget i Herning. Vi tør kun drømme om nogle gode resultater.
Alle disse nye oplevelser som venter os ser vi frem til med glæde og forventning. Der kommer nok nye venner i vores liv som vi kommer til at fortryde vi brugte tid på men sådan er livet åbenbart bare.
Vi har endelig fået gjort en af vores drømme til virkelighed. Vi har åbnet vores webshop Hooked4Pets.
En shop som har været i støbeskeen i næsten to år. Dengang da konceptet blev lagt var det grundet en opfindelse som vi havde gjort til hunde. Vi har brugt masser af tid og penge på udviklingen men har besluttet at droppe den drøm. Dog ville vi ikke også droppe tanken om en webshop som aleme skulle forhandle ting vi selv kunne stå inden for og som vi selv bruger.
Jeg har mange jern i ilden. Jeg arbejder på kontor hver dag. Hver gang jeg har fri kører jeg direkte hjem til kunder som jeg coacher til bedre liv. Når det er slut arbejder jeg på min webshop og samtidig med alt det er jeg ægtefælle til Cliff, datter for min mor som kræver pleje og omsorg. Så opdrætter jeg staffer, nyder livet med dem og min kat. Min familie gør jeg alt for og mine venner ejer mig fuldt ud.
Jeg elsker livet og jeg elsker det vi mennesker er i stand til at skabe hvis vi vil og gider. Jeg gider. Jeg elsker at gøre noget for andre. Også selv om jeg bliver udnyttet og misbrugt. Jeg rejser mig nemlig igen...              april 2010

Mine to piger. Mocca og Mille

Muskelhunde !!! undskyld findes der hunde uden ???

Debatten raser og vores aviser bugner af artikler med muskelhunde/kamphunde. Jeg er faktisk ret træt af disse mix max designer navne/betegnelser på en gruppe hunde som rammer bredt. Jeg er selv tilhænger af ordet blandingshunde eller døb dem dog FARLIGE HUNDE. For er det ikke de hunde som er problemet. Blandingshunde med kampgener eller hunde med dårlige individer i den anden ende af snoren. I hvert fald kan jeg ikke få øje på hvad min hunderace Staffen bidrager med i debatten. Jeg er hverken naiv eller dum. Jeg er en ansvarsfuld hundeejer og opdrætter som vil det bedste for racen. Jeg går med mine hunde i snor og jeg færdes hvor jeg kan have mine hunde frie under kontrol. Jeg har en have som er fuld indhegnet og sikret som den bør og skal. Mine dyr bliver scocialiseret og trænet som alle andre hunde. De får sågar omgang med mine katte, andre dyr og børn. De er med få ord gode, sunde hunde som mange andre danskeres hunde er.
Jeg er selv bange for de omtalte farlige hunde. Jeg er jo selv udsat når jeg går tur med mine hunde og når jeg færdes offentligt. Jeg kan jo som alle andre opleve et overfald og mine hunde vil være lige så meget offer som alle andre. Nu vil modstanderne sige: ja men dine hunde kan klare og forsvare sig.. Ha ha... Er det ikke sagen lige meget. Skulle der så være forskel på om en voksen mand blev overfaldt eller et barn. Nej vel. Jeg er bestemt ikke tilhænger af disse såkaldte farlige hunde som benyttes af grupper som potensforlænger. Disse mennesker bør bliver hårdt straffet og de stakkels hunde burde befries fra det helvede de lever i. Dem som benytter sig af hundekampe bør også efter min mening bliver ført for en dommer. Vi burde have dyre politi som de har det i USA og de straffe vi har for hundekampe og anden dyremishandling skulle takseres meget alvorligt.
Jeg er helt bevist om mit ansvar som opdrætter og ingen køber en hvalp af os uden at være sin opgave bevist. Vi avler kun på mentalt sunde staffer og vi går hårdt og alvorligt ind for mental beskrivelser af vores avlsdyr.  God fornøjelse med hverdags stoffet om kamphunde/muskelhunde. Tænk at Danmark ikke har andre alvorlige problemer som er værd at fylde vores sendeflader med. Tænk over det og få blikket vendt til de andre skrækkelige ting i samfundet. Mon ikke varmen er steget de stakkels journalister til hovedet. Det virker som om alt står stille og hunde adfærd er det alt overskyggende. Tving hundeejer til at gå på skole med deres hunde også de små sataner som forpester tilværelsen for andre med deres evige gøen og larm. Lav hundekørekort til nye hundeejer. Få CPR nummer og andre vigtige data på alle ejer i Dansk Hunderegister. Kræv at alle hunde bær chip. Forsyn politikorpset med chipscanner. Døm farlige hunde til aflivling eller evig mundkurv i det offentlige rum. Lad forbud ramme hundene og straf ejerene med hårde kontante beløb. Første gang en hund bider en anden hund 10.000 i bøde. Anden gang : aflivning. Første gang en hund bider et menneske 30.000 i bøde og aflivning af hunden. Kan det være så svært.
Og jeg er faktisk ejer af en kamphunde race. Men jeg er ikke bange for jeg ved disse regler aldrig kommer til at ramme mig. For jeg er nemlig mit ansvar bevist og jeg ønsker flere der kan sige dette. - aug 2009

Debatten racer 2009

Nogen siget at man bliver klog af skade !!!

Jeg er et rigtig naivt menneske. Jeg tror altid det bedste om alle andre. Jeg er altid positiv og byder alle i mit liv velkommen. Jeg er 100 procent ærlig og lægger alt frem som det er når folk spørg. Jeg arbejder og har arbejdet som personlig rådgiver COACH siden 1986 og jeg lægger en stor ære i at lytte og være nærværende. Mit liv med fitness verden har været lang og blandet med masser af godt men også noget dårligt. Folk er onde i fitness branchen og især når det er i konkurrence øjemed. Jeg har været en del af det ræs altid og tænkte faktisk at det nok var noget nær det ondeste man kunne opleve blandt mennesker. Men jeg er aktiv nu i hundeverden og synes bestemt folk har travlt der også. Mange er direkte lede og fylder løgne og rygter rundt som var det gaver. Ingen onder hinanden noget positivt og man skal bestemt ikke rose. Først havde vi Bianca en vidunderlige Rottweiler som blev født 1992. Hun blev 14 år og mens hun levede var vi i starten meget aktive i Rottweiler kredse. Der oplevede vi venlighed, hjælp, forståelse og arrangement. Vi blev til en almindelig hundefamilie efter Bianca fik konstateret E hofter. Da Bianca forlod denne verden kom tomheden og en ny race skulle findes. Det blev som beskrevet før Staffordshire Bull Terrieren. Den første kom i vores liv 2006 og efter den tid er der godt nok sket meget. Vi har mødt hundeverden, staff-verden på godt og ondt. Igen her kommer min naivitet til udtryk. Jeg fortæller alle om alt jeg foretager mig med vores opdræt. Jeg hjælper alle. Laver træningshold, som kun mine venner deltager på. Absolut ikke andre trods de helt sikkert kunne have brug for det. Jeg laver mental beskrivelser hold, som kun med nød og næppe kan besættes. Jeg laver ringtræning og en masse andre ting for at hjælpe og for at forene en verden som måske nok allerede er tabt helt. Vi er en del opdrætter i Danmark og der er meget lidt sammenhold og respekt imellem hinanden. Ret skuffende og faktisk rigtig trist. Mit opdræt. Mit og Cliffs opdræt skal i hvert fald være baseret på ærlighed, renhed og respekt for racen.
Vi tror på det vi laver og står helt sikkert inden for det. Folk kan snakke lige så meget de vil og forsøge at plette på vores mission. Men ingen kan røre nogen som har rent mel i posen. De kan forsøge og det gør de. Men de kan ikke komme ind til benet. Etik og moral er et ord som ikke bruges ret meget i hundeverden. Måske er det fordi der er penge involveret eller er det bare fordi man ikke har andet at lave end holde øje med hinanden?
Jeg er stærk og jeg tror på mig selv. Vi er Purestaff's men vi er også Sanne og Cliff. To skønne mennesker som har en masse erfaring og overskud i bagagen. Vi deler med alle som vil dele. Og vores døre er altid åbne. Ikke kun på klem men helt åbne.
Vi har allerede oplevet en masse rygter om os og det vi gør. Men der er nogen der ude som skal feje for deres egen beskidte dør før de kaster noget i vores retning i hvert fald.
Der er ingen mennesker eller dyr jeg hader her på jorden. Jeg tror på det bedste i folk og det bliver jeg ved med. Jeg kikker kun fremad og jeg har ikke brug for dem som vil mig eller os noget ondt. Mine venner og min familie er det jeg kæmper for. Helt til den bitre ende. Mit liv er skønt og jeg er lykkelig.... Håber alle der ude også kan sige det...  - juli 2009

Viser vi nok omsorg og kærlighed ???

Nu har vi lige forladt julen 2007. Gaverne er pakket ud og regningerne skal betales. Har vi givet alle dem der er os nært det de ønskede sig og blev det givet med den nødvendige kærlighed og giver-glæde? Tænker vi over alle dem som ikke kan nyde i det omfang som vi kan, når vi sidder og smægter os i den velstegte dyre friske gås og de brune kartofler. Har vi fået vores focus for langt væk, har vi mistet overblikket. Eller er verden og deriblandt os selv blevet alt for egoistiske. Jeg fik et julekort fra en kær med et bevis på at vedkommende havde købt nogle høns til nogen i den fattige verden. Super cool tænkte jeg og blev stolt over at modtage sådan et kort. Så tænkte jeg så på alle dem i vores nærhed som ikke har salt til sit æg. Hvorfor hjælper vi ikke dem der er tæt på os. Vi har sikkert alle nogen i vores familie som vi ved mangler penge og som aldrig har råd til det sidste nye. Nogen af vores tætte venner som vi ved kommer til at sidde alene i julen. De gaver vi giver er mange gange betinget af retur gaver. Juleaften er ofte en lang bytteaften hvor vi blot bytter gaver som helst skal gå lige op. Hvor mange giver gaver uden at forvente eller få noget retur. Det behøver ikke være en ged eller nogle høns. Det kunne da være en frisk and til vores nabo eller ven. Jeg synes vi alle bør tænke over at være mere for dem i vores nærhed og selvfølgelig også på dem langt væk. Det må nu alligevel være et meget større tilfredhedsfølelse at se dem vi glæder i øjene. Julen bør være tiden hvor man gør op med året. Tilgiver dem som har trådt os over vores tær og svigtet os. Smiler til dem som har brug for det og huske dem vi elsker på vores kærlighed. Julen er tænkt som hjerternes fest. Lad det passe mange generationer frem.
Tag fat i din egen barm og ryd op i dit liv. Prøv at få alle de gode fortsæt planlagt til året som kommer og glem det dårlige for året som rinder ud om få døgn.
Godt nytår 2007.....    Milles mor !!!

Min far Erhardt og min mor Marianne. Den gang de blev gift den 12 maj 1965

Det blev dyr og ikke børn!!!! - red.2007

Jeg har dyb respekt for folk som ved hvad de taler om og som vil indrømme deres fejl. Jeg har i mit livsforløb indset at vi som mennesker har forskellige syn på tilværelsen og alle vores syn er korrekte for os hver især. Når man får en hvalp er der skrevet tykke bøger om hvordan man skal gøre. Da vi fik Bianca viste vi intet om prægning og at gøre de korrekte ting fra starten. Vi gav hende kærlighed, respekt, mere kærlighed og os. Vi er begge personer som er konsekvente og som kræver man lystre. Jeg arrangere mig helt vildt i mine dyr. Jeg er sammen med dem al den tid jeg har og i tilfældet med Bianca var hun med på arbejde hver dag fra dag et. Mille har samme glæde. Jeg arbejder hjemmefra og kan være ved hendes side døgnet rundt. Jeg har altid ment før at hvalpe bøger og diverse læren var unødvendigt og uden virkning. Der findes vel tusinder af forfatter som skriver bøger om hundeprægning og hvalpemotivation. Der kan vel ikke være tusinde af rigtige måder? Jeg tror på vi som arrangere kærlige dyremennesker gør det bedste mulige for vores hvalp. Dem som tror hvalpen ankommer til hjemmet fyldt med kærlighed til sine nye familie tager fejl. Den skal lære os at kende og det tager tid. Jeg synes hvalpen først finder sin rette plads når den er 16 uger. Fra den dag er man sat sammen i kærligheden og den gensidige respekt. Jeg fandt noget på nette om de forskellige perioder i hvalpens tidsskema og det er faktisk hammer korrekt. Vi har forsøgt at følge det prægningsmønster og har virkelig forstået Mille bedre. Dog vil jeg sige at hun er som Bianca i væremåde og kunnen. Måske er det os som mennsker der har den største prægning. De bliver som os. Vi er dem. Kan vi ændre på os selv? Skal vi ændre på os selv? Gør folk det når de får børn? I min verden bliver hunden som det vi stopper i den. I hvertfald er Mille vidunderlig og først nu er hun fuldgyldig medlem af vores pagt. Hun er vigtig og hun ved det. Dog ved hun at der er tid for alt og reglerne i flokken er begge veje. Jeg elsker mit liv med dyr. Jeg og Cliff kunne ikke få vores egne børn. Vi forsøgte i 15 år uden held. Det var nok det værste at gennemleve. Man tror jo ikke man overlever uden et liv med børn. Alle andre ser en som anderledes når man ikke har børn. Man "hører" ikke til. I dag har jeg ingen problemer med ikke at have mine egne børn. Før havde jeg. I dag bestemmer jeg selv mit liv. Jeg er chefen i mit liv og jeg har fundet andre værdier end børn. Mange flere skulle prøve det. smil. Mange får børn fordi det er "normalt" og det som der forventes når man gifter sig. Mange forhold går i stykker på grund af børn. Mange ægtefæller bliver kedelige fordi de får børn. Jeg og Cliff har kun hinanden i focus også selvfølgelig vores DYR. Godt Nytår i morgen!!!!!

Jeg har også engang været en "hvalp"

Det blev Mille!!!!

Bianca tog hjemmefra den 13. juli 2006 og beslutningen var bestemt at vi ingen hund skulle have herefter. Kun ud fra den betragtning at vi skulle rejse mere og vi skulle prøve at være mere frie. Der gik ikke lang tid før savnet til en hund meldte sig og en dag kikkede vi bare på hinanden og sagde at vi skulle have ny hund. For lang tid siden havde vi for første gang møde en Staffordshire hos en ven og den havde lagt et mærke i vores sjæl. Vi kikkede på internettet og fandt en masse hjemmesider både her hjemme i Sverige og England. På mail skrev jeg sammen med Bettina fra Ikast. Hun er racerepræsentant og måtte vide en masse om de rigtige opdrætter af racen. Det viste sig dog at hun selv ventede hvalpe men havde en lang venteliste. Hun skrev os op og vi blev samtid godkendt flere andre steder. Blandt andet i Sverige på Kronsäter opdræt. Jeg brugte oceaner af tid på at undersøge og finde den rigtige hund til vores liv. Den første september kom kuldet til verden hos Bettina og hun meddelte os at der var kommet seks tæver så der blev en til os. Det var så vildt. Tror at det er som at få at vide man er gravid. Vi så dem alle første gang da de var 3 uger. Siden var vi der da de var 5 uger og det var så også dagen hvor vi skulle vælge hund. Vi var 4 vælger så der var 3 tæver tilbage at vælge imellem. Jeg tog Mille for det var hende jeg blev forelsket i dag jeg så det første hvalpebilledede som Bettina sendte. Hun har nemlig en engel på brystet og det sagde jeg med det samme. Havde selvfølgelig ikke turde håbe på at hun var tilbage da vi skulle vælge. Det var hun og vi gjorde som skæbnen havde forudsagt og valgte hende.

15 dage gammel og det første billed med øjne. Jeg så den hvide plet som en engel og mente det var et tegn.
okt 2006

En dag må vi sige farvel!!!!

De hårde beslutninger her i livet er vel at tage livet af et dyr. Hvornår er det det rigtige tidspunkt og drømmer vi alle ikke bare at vores elskede dyr dør en stille og rolig død ved at trække det sidste åndedræt af dem selv. Den dag hvor de er mætte af dage og tiden er korrekt for dem. Ikke i pinsler af sygdom men tak for denne gang bare. Det sker vist aldrig eller i hvert fald meget sjældent. Når man skal beslutte dem man elsker skal dø lider man selv ubeskriveligt. Jeg tror jeg for evigt lider i mit hjerte over det svære valg. Jeg ved at det var en nødvendighed på tidspunktet. Vores kat Mini fik sukkersyge og lægerne anbefalede os at få hende aflivet. Hun skulle leve et liv med medicin og problemer. Desværre fik vi dengang vores værste råd fra vores daværende dyrlæge. Afliv også jeres anden kat. Den vil lide over savnet og den er gammel. Dengang i 1995 var vi midt i salget af vores motionscenter og vi havde lidt problemer på grund af det. Vi kom ud af salget med en milliongæld og det tærede på vores ægteskab. Vores tilstand gjorde at vi tog dyrlægens råd uden at mærke efter om det var det rigtige. Begge katte blev aflivet sammen mellem jul og nytår 1995. Nok det mest modbydlige jeg nogensinde har været med til. Efterspillet på den afsked har været et sandt helvede. Jeg har den dag i dag tanker om hvad jeg kunne have gjort og burde have gjort. Mit livs syn gør dog heldigvis at jeg ved det ikke kan laves om men at jeg må tilgive mig selv for mine fejl. Det næste dyr jeg skulle lide over fra Manomission. Han fik en stor skade i en sene i forbenet 12 dage for Dansk Derby 2002. Han var en af stor favoritterne og det var et hårdt slag at få opringningen fra træner Olsen og dyrlægen. Vi valgte dengang at sætte ham på fold på stutteriet og give ham alle de chancer der kunne gives. Penge og kostskud. Han skulle bare have det bedste. Han fik af 3 forskellige dyrlæger grønt lys for fortsættelse af hans løbs karriere og brækkede ned i Dansk Breeders 16. maj 2003. Han blev trukket væk fra banen på 3 ben og da vi ankom i stalden på Hvidegården fik vi at vide at han ville blive aflivet af dyrlægen i henhold til Dyreværnsloven. Der var intet at stille op. Jeg blev ved hans side til han trak det sidste åndedræt og jeg vil indrømme at det var grimt at opleve. Jeg er desværre den type som vil helt frem når noget sker i mit liv. Jeg vil opleve livet så vel som døden. Måske for senere ikke at bliver i tvivl om det nu er rigtigt det jeg har oplevet. Hans store krop fik så stor en dosis at det var helt vildt. Han var virkelig en dejlig hest og jeg sørgede rigtig længe over vores tab. Jeg vil under ingen omstændigheder have dyr skal lide så selvfølgelig var det bedst for ham at tage herfra den dag.
Bianca lå som hun plejede på græsplænen. Det var den 12. juli og jeg havde fødselsdag. Hun elskede at ligge på græsplænen og holde vagt. Hun lå nogle bestemte steder og hun nød livet. Sent den aften rejste hun sig fra haven og pludselig sank hun sammen. Cliff kikkede ud af vinduet og så hun kom trækkede på sin bagkrop. Han løb der ud og hjalp hende på benene. Hun ville ud til mig. Jeg stod i gangen og sagde farvel til en ven. Hun trak sig af sted og Cliff råbte på mig. Hun faldt sammen da hun nåede mig. Jeg satte mig ved hende og kikkede hende i øjene. Hun havde de mest bedende øjne og det var helt anderledes end før. Hun led. Hun havde det skidt og hun var bange. Vi græd og blev selv bange. Hvad var der sket. Klokken var ca ti og vi tænkte at det måske var et midlertidig lammelse som hun før har haft. Det ene ben var slapt. Vi gav hende mad, vand og en masse glucosamin samt nogle smertestillende. Hele natten lå hun på gulvet og sov og vi lå i sengen og græd. Jeg tror vi begge viste tiden var nær. Siden hun blev ti år har vi fået at vide at dagen var på vej. Dyrlægerne har sagt at alle dage efter det tiende år er en gave. Vi havde fået mange gaver men mente vi skulle have flere. Dagen efter vågnede vi op til en stadig syg hund. Hun var lykkelig og glad i den ene del af kroppen men bagkroppen var helt væk. Hun kunne end ikke gå på toilettet. Der måtte være sket et brud på hendes hofte. Jeg ringede til dyrlægen og hun sagde at det var tiden nu. Jeg græd så jeg næsten ikke kunne føre den samtale. Hun tilbød at komme hjem til os og aflive hende i hjemmet. Vi kunne også komme til Karlslunde med hende og de kunne lægge hende i narkose og se hvad der var sket i hoften. Hun sagde at Bianca var så gammel at hun måske ville dø under dette indgreb. Hvis de kunne lave det skulle hun lide flere måneder på genoptræningen. Dyrlægen kendte Bianca og sagde at det var det bedste at vi sagde farvel nu. Vi aftalte at hun skulle komme ved to tiden og jeg ville tilkalde min mor. Jeg havde lovet min mor at hun skulle være med til afskeden af Bianca. Hun har passet Bianca siden hun var lille og de sidste år hver gang vi skulle noget. De to har nydt deres tid sammen og Bianca var fuldstændig vild med min mor. Da jeg ringede til mor blev hun så ulykkelig. Sagde bare at hun kom nu og aldrig har hun været her så hurtigt efter. Bianca lå på terrassen med os alle. Ofelia og Oscar forsvandt. Tror de viste der var noget helt galt. Bianca blev så glad over at se dyrlægen ankomme. Hun var så glad for besøg. Vi fortalte alle hvor meget vi elskede hende og hun sov stille og roligt ind i vores arme. Jeg mærkede mit hjerte bliver flået og jeg troede aldrig jeg ville kunne klare tiden herefter. Bianca min ven og livsledsager gennem fjorten år var død. Jeg ved det var det rigtige at gøre for hende men vi led. Den beslutning burde ikke være vores. Hun fik dog et langt og skønt liv og hun lever fortsat i vores hjerter. Vi taler om hende næsten hver dag og hendes billeder er i vores sjæle. Det at sige farvel er desværre en del af livet. Og jeg forstår ikke man vil frasige sig glæderne med dyr fordi man ikke tør lide ved et farvel. Glæderne er dog meget størrer og vi har givet de dyr vi tager ind i vores liv en gave. Hvis jeg ikke havde den indstilling så havde Mille ikke været en del af mit liv i dag. Sorgen efter Bianca er jo ikke hendes skyld og hun fortjener et vidunderligt liv. Det vil jeg give hende for det fortjener alle dyr at få.

Bianca to timer før hun trak vejret den sidste gang. Rolig, glad og lykkelig. Omsværmet af dem hun elskede og uvidende om det der skulle ske.

Fortiden og nutiden med dyr!!!!

Jeg vil gennem denne blog forsøge at beskrive mit liv med Mille samt alle mine andre dyr. Jeg er et menneske som værtsætter dyr i alle afskygninger. Jeg er medlem af samtlige dyreværnsforeninger idet jeg føler vi som mennesker bør dele vores jord med dyrene i samme ånd som mellem os mennesker. Dyr har følelser og rettigheder. Jeg har altid haft dyr i mit univers. Den første hund jeg opvoksede med var en Boxer. Han hed Boy og var ualmindelig fræk. Mine forældre viste intet om opdragelse og regler så han stak af hver dag og lavede andre hundestreger. Selvfølgelig set i bagspejlet af at han sjældent fik lange gå ture og anden aktivering. Et postbud som boede på et landsted fik Boy til stor sorg for mig. Jeg klarede mig igennem sorgen idet jeg viste det var det bedste for Boy. Jeg har altid accepteret ofringer hvis det var for dyrets bedste. Jeg er nok ikke som mange andre der ikke vil have dyr fordi man en dag skal miste dem. Jeg er generelt altid positiv og ser livet som det er. Liv og død. Hvis man ikke vil opleve det at miste så kan man jo heller ikke få og nyde. I mit barndomshjem havde vi også katte. Sorte og Bimmer. Sorte blev 23 år og hun var min kat til jeg flyttede hjemmefra. Bimmer levede også længe hos min mor på Frederiksberg. Jeg er født 12. juli 1964 og opvokset i Lynge, Nordsjælland. Da jeg flyttede hjemmefra fik jeg katten Mon Cheri. Det var i 1983. Han blev faktisk købt som en hun kat men ved første dyrlæge besøg meddelte dyrlægen at det var en han kat. Han blev kasterat derefter. Ham havde jeg alene i min lejlighed i Gentofte. 1985 var året hvor min næste kat blev født. Hun hed Never Minds Hotlips men blev til daglig kaldt Mini. Hun var af det finest blod her hjemme indenfor Perser katte. Hun vandt da også første gang hun udstillede. Mini fik killinger i i 1986 Det blev dog til en engangfornøjelse idet hun ikke gad passe dem selv. Jeg måtte op i døgndrift og fodre, skifte og rengøre de seks små banditter. I 1987 mødte jeg Cliff. Ham blev jeg gift med 20. august 1988 i Greve Landsby Kirke. Han fik en kone og to misser. Vi købte en lejlighed i Grønnegården, Greve hvor vi boede til 1998. Vi fandt en grund og byggede et Lind og Risør hus på 147 m2 og flyttede ind med Bianca den 1. november 1998. Desværre blev begge perser aflivet 1995. Jeg drev et motionscenter Body City i Greve fra 1991 til 1995. Det blev solgt og overtaget 1995. Bianca var ved mig side fra vi fik hende til hendes død i år 2006.
Tvillingerne Oscar og Ofelia kom til verden den anden oktober 2001 og flyttede ind 8 uger efter. Bianca modtog de to nye beboer så flot. Hun var bare vendens bedste hund. Ofelia havde meget svært ved at falde til imens Oscar blev venner og dus med det hele straks. Vores første hest Manomission blev købt på en auktion 2000 og siden har vi haft Lord Byron, han er gået bort på grund af en skade. Ham havde vi i anparter og Star Quest som er 5 år gammel og He Magic som er 3 lever endnu. De står begge i Klampenborg hos Galoptræner Bent Olsen. Vores store interesse er at komme på Galopbanen hele sæsonen og bare nyde livet som spiller, hesteejer og menneske. Så status lige nu er at jeg har 5 dyr i mit liv. Plus "tyren" Cliff. smil. Han er født i Maj så han er jo en tyr.
Men Mille, Oscar, Ofelia, He Magic og Star Quest er mine dyr.

Okt. 2006